“Jeg mærkede det isne i kroppen, for jeg vidste hvilken uoverstigelig mur der var skudt op mellem os. Stadig magtede jeg ikke at få et ord frem.”
“Hjemstavn” – En blanding af vemod og håb skrives frem gennem erindringer, dialoger og handlinger, når vi følger fortællerens tyngede møde med sin hjemstavn og barndomsvennen Runtu.
“Hjemstavn” er en af de fjorten noveller i samlingen Opråb, udgivet i 1923. Novellerne er skrevet i perioden 1918-1922 af Lu Xun (1881-1936), en af Kinas største moderne forfattere. Mød kontrasterne i det tidligere tyvende århundredes Kina – et Kina i færd med at vriste sig fri af kejservældets årtusindlange skygge og tage sine første skridt som moderne nation. Vi møder en bred palet af traditionsbærere og reformister, landsbytosser og drukkenbolte, opportunister, idealister og helt almindelige mennesker der alle forsøger at navigere i en voldsomt foranderlig verden, hvor sæder og skikke støder sammen med nye idéer, og revolutionen buldre i det fjerne.
Oversat fra kinesisk af Peter Damgaard.
I bidende kulde tilbagelagde jeg mindst to tusinde li for at nå hjem til det sted jeg havde forladt for over tyve år siden.
Det var sidst på vinteren, og da båden nærmede sig min hjemstavn, trak skyerne sammen, og en kold vind hylede i kabinen. Gennem sprækkerne i bambusskotterne kunne man ane en håndfuld øde bebyggelser der henlå livløst under den bleggule himmel. Jeg blev overvældet af vemod. Kunne dette virkelig være mit længe savnede barndomshjem?
I min erindring var det helt anderledes. Det var både smukkere og mere charmerende, men jeg havde svært ved at beskrive lige præcis hvordan. Måske havde det set ligesådan ud dengang, sagde jeg til mig selv. Selvom der ikke var sket de store fremskridt, stod det næppe så slemt til som jeg frygtede. Forandringen var snarere inde i mig selv, for denne gang vendte jeg tilbage med et tynget sind.
Jeg var kommet for at sige farvel. Den gamle ejendom hvor min familie havde boet i generationer, var blevet solgt og skulle overdrages inden det kinesiske nytår. Derfor måtte jeg haste hertil for at tage afsked med mit barndomshjem og flytte familien og dens ejendele med mig.
Tidligt næste morgen nåede jeg familieresidensens port. Det forvitrede græs mellem tagstenene dirrede i vinden og bekendtgjorde hvorfor denne gamle ejendom var dømt til at skifte hænder. Det meste af slægten var sikkert for længst flyttet ud, for der var ualmindelig stille i gården. Da jeg nåede vores egen dør, stod mor allerede og ventede, og min otteårige nevø Hong’er kom susende ud.
Mor var glad for at se mig skønt hun tydeligt også var mærket af situationen. Hun bad mig om at tage plads og hvile ud, nyde en kop te og lade flyttesnakken vente til senere. Hong’er, som aldrig havde mødt mig før, stod på afstand og stirrede.
I sidste ende var flytningen dog ikke til at komme udenom. Jeg forklarede at det nye lejemål allerede var bragt i orden, og at jeg derudover havde købt nogle møbler. De gamle måtte vi så vidt muligt sælge så der kunne blive råd til det sidste. Mor havde ingen indvendinger: Det meste var allerede pakket, og omtrent halvdelen af det som vi ikke kunne have med, var blevet afsat – skønt hun endnu ikke havde modtaget nogen penge for det.
”Tag den med ro et par dage, og hils på familien,” foreslog hun. ”Så kan vi tage af sted bagefter.”
”Det lyder fint.”
”Og så er der Runtu. Han spørger til dig hver gang jeg ser ham. Jeg fortalte hvornår jeg regnede med at have dig tilbage, så det kan ske at han lægger vejen forbi.”
I samme nu tog et forunderligt billede form i min bevidsthed: en gylden fuldmåne på en dybblå himmel over en sandstrand fuld af turkisgrønne vandmeloner. Mellem rankerne løb en elleve-tolvårig dreng. Han havde en sølvkæde om halsen og en trefork i hånden og forsøgte ihærdigt at stange en mårjærv der med en pludselig bevægelse smuttede mellem hans ben og forsvandt.
Drengen var Runtu. Da jeg tredive år tidligere lærte ham at kende, var jeg knap ti år gammel. Dengang var min far stadig i live, og familien havde penge, så jeg var den lille herre i huset. Det år havde vores gren af familien ansvaret for det store forfædreritual som kun fandt sted hvert tredje årti og derfor var af største vigtighed. Efter det kinesiske nytår blev slægtsportrætterne og offergaverne stillet frem, og da man forventede mange besøgende, frygtede man at nogen ville stjæle de værdifulde offerskåle. Familien havde kun en enkelt sæsonarbejder ansat (på vores egn opdelte man arbejdere i tre kategorier: helårsarbejdere, der arbejdede for den samme familie året rundt; daglejere, som solgte deres arbejdskraft på daglig basis; og sæsonarbejdere, der selv havde jord at forpagte og kun ved særlige lejligheder gav en hånd med), og da han allerede havde alt for meget om ørerne, tilbød han at få sin søn Runtu til at passe på skålene.
Jeg var lykkelig da min far indvilligede, for jeg havde hørt om Runtu og vidste at han var omtrent på min egen alder. Han var født i en skudmåned, kaldet Run, og manglede det femte element Tu i sit horoskop så hans far gav ham navnet Runtu. Han var snild til at sætte fælder og fange småfugle.
Derefter talte jeg utålmodigt dagene frem mod nytår, i længsel efter at Runtu skulle komme. Langt om længe gik året på hæld, og en dag kom mor ind og fortalte at Runtu var dukket op. Glad løb jeg ud i køkkenet for at møde ham. Han havde runde, solbrændte kinder, på hovedet bar han en lille filthat og om halsen en blank sølvkæde. Det var tydeligt at hans far holdt meget af ham og havde bedt Buddha om beskyttelse – kæden skulle binde ham til denne verden. Runtu var genert, men han var ikke bange for mig, og så snart vi var alene, slappede han af. Inden dagen var omme, havde vi knyttet et tæt venskab.
Jeg kan ikke længere huske hvad vi talte om, kun at Runtu berettede om alt det nye han havde set siden han var kommet til byen.
Den følgende dag ville jeg have ham til at fange fugle.
”Det er ikke et godt tidspunkt lige nu,” svarede han. ”Det er bedst når der er sne. Hjemme hos os rydder vi et stykke på stranden, stiller en bambuskurv på sned med en lille pind under og strør lidt korn derind. Når fuglene så kommer for at spise, ligger man på lur med en snor som er bundet til pinden, og med et lille ryk fanger man fuglen under kurven. Jeg har fanget alle mulige fugle: skjoldhøns, kongehøns, skovduer, blå-gumpede pittaer …”
Nu håbede jeg bare at det snart ville begynde at sne.
”Det er desværre for koldt lige nu,” fortsatte han. ”Men du må komme på besøg når det bliver sommer. Om dagen kan vi gå på stranden og samle skaller – røde og grønne konkylier, dem der kaldes skræmme-djævle og buddhahænder – og om natten kan du holde vagt i vandmelonmarken sammen med far og mig.”
”Er der mange tyve?”
”Nej, slet ikke. Hvis nogen plukker en vandmelon fordi de er tørstige, tænker vi ikke på det som tyveri. Det man skal passe på, er grævlinger, pindsvin og mårjærve. Hører man gnaskelyde i måneskinnet, kan man være sikker på at det er en mårjærv. Så griber man sin trefork og nærmer sig ganske forsigtigt …”
Dengang anede jeg ikke hvad en mårjærv var for noget, og jeg er faktisk ikke blevet meget klogere siden, men af en eller anden grund forestillede jeg mig at den lignede en lille og meget glubsk hund.
”Er de ikke farlige?”
”Det er derfor man har en trefork. Man må dræbe dem ved første øjekast, for de er nogle snu små bæster. Bedst som man tror at man har dem, kan de stadig smutte mellem ens ben. Pelsen er glat som olie …”
Aldrig havde jeg anet at der fandtes så mange spændende fænomener under himlen: Ved havet var der muslingeskaller i alskens farver, og vandmeloner var forbundet med en fare som jeg aldrig før havde hørt om. Tidligere vidste jeg kun at man købte dem hos grønthandleren.
”Når tidevandet skyller ind, er stranden fuld af dyndspringere. De hopper omkring på to ben som en frø …”
Runtu var et uudtømmeligt skatkammer af forunderlig viden, og det var alt sammen noget som mine sædvanlige venner ikke havde noget begreb om – hvilket selvfølgelig burde være indlysende eftersom Runtu boede ved havet, og de, ligesom jeg, kun havde udsyn til den indrammede himmel over residensens høje mure.
Da måneden var omme, skulle Runtu hjem. Jeg var ude af mig selv. Runtu flygtede hylende ud i køkkenet og nægtede at tage med, men i sidste ende måtte han give efter. Senere sendte han mig en æske med muslingeskaller og nydelige fjer, og jeg sendte også ham et par gaver. Men vi så aldrig hinanden igen.
Nu hvor mor bragte ham på bane, slog disse barndomsminder som et lyn ned i mig, og med ét syntes min smukke hjemstavn at åbenbare sig foran mig.
”Storartet!” udbrød jeg. ”Og … hvordan står det så til med ham?”
”Ham? Ja, det kunne vel være bedre …” Mor stirrede ud ad døren. ”Nu kommer de rendende igen. De siger at de vil købe møbler, men de venter bare på at løbe af sted med det hele. Jeg må hellere gå ud og holde øje.”
Hun rejste sig og forlod køkkenet. Udenfor lød adskillige kvindestemmer. Jeg kaldte Hong’er hen til mig for at sludre, spurgte om han kunne skrive, og om han glædede sig til at flytte.
”Skal vi rejse med tog?”
”Ja, vi tager toget.”
”Og med båd?”
”Allerførst skal vi med båd …”
”Jaså!” afbrød pludselig en besynderlig, skinger stemme. ”Så har man set det med. Og tænk, hvor skægget dog er vokset!”
Jeg så op med et sæt. Foran mig stod en kvinde omkring de halvtreds, med fremstående kindben og smalle læber. Hun havde ikke samlet skørterne og stod med spredte ben og hænderne i siden så hun mindede om passeren i min æske med geometriske redskaber.
Jeg var målløs.
”Kan du ikke kende mig? Og jeg har endda båret dig i mine arme!”
Min forvirring voksede, men heldigvis kom mor ind og redede trådene ud. ”Han har været væk for længe og glemt for meget,” undskyldte hun og vendte sig om mod mig. ”Det er fru Yang … Hun havde tofubutikken på den anden side af gaden.”
Ah! Nu huskede jeg. I min barndom plejede der ganske rigtigt at sidde en fru Yang i tofubutikken overfor. Alle kaldte hende Tofudronningen. Dengang brugte hun pudder i ansigtet så kindbenene virkede mindre fremtrædende, og læberne smallere. Desuden sad hun altid ned, så jeg havde aldrig bemærket ligheden med en passer. Folk mente at forretningen var en succes på grund af hende, men hun havde ikke efterladt sig noget dybere indtryk i min erindring, sandsynligvis på grund af min unge alder. Passeren var synligt utilfreds og sendte mig et nedladende blik som var jeg en franskmand der aldrig havde hørt om Napoleon, eller en amerikaner der ikke kendte George Washington.
”Glemt mig?” fnøs hun. ”Du er måske for fin til at huske sådan en som mig …”
”Slet ikke …” svarede jeg nervøst og rejste mig. ”Jeg …”
”Men så skal jeg sige dig hvordan det hænger sammen, bror Xun. Du har penge nok, så hvorfor bekymre sig om bøvlet med at flytte alle de gamle og udslidte møbler? Giv dem til mig i stedet. For os fattigfolk fejler de ikke noget.”
”Jeg har slet ikke så mange penge. Vi er nødt til at sælge de her ting for at få råd til nye …”
”Sikke noget vrøvl! Du arbejder for myndighederne så selvfølgelig har du masser af penge. Hjemme betjenes du af tre konkubiner, ude bæres du i en bærestol af otte bærere. Og så siger du at du ikke har penge? Ha! Mig narrer du ikke.”
Jeg vidste at det var formålsløst at diskutere, så jeg forholdt mig tavs.
”Jo rigere man er, desto nærigere bliver man. Og jo nærigere man er, desto rigere bliver man …” Passeren snurrede arrigt omkring og luskede ud af køkkenet. I forbifarten stak hun et par af mors handsker ind under frakken.
De følgende dage kom flere af mine lokale slægtninge på besøg. Når der ikke var gæster, pakkede jeg de sidste ting, og således forløb tre eller fire dage.
En særlig kold eftermiddag hvor jeg sad og drak te efter min frokost, hørte jeg pludselig nogen komme ind. Jeg løftede hovedet, og da jeg så hvem det var, gav det et voldsomt ryk i mig. Vaklende kom jeg på benene for at byde ham velkommen.
Det var Runtu. Men selvom jeg vidste at det var ham, var det ikke den Runtu jeg engang kendte. Han var vokset til dobbelt størrelse. De runde, solbrændte kinder var gulnede og havde fået dybe furer, mens øjnene var røde og opsvulmede som hans fars plejede at være – et typisk vejrbidt udseende hos folk som arbejdede ved kysten. Han havde en lurvet filthat på hovedet og blot en tynd jakke over skuldrene, og han rystede af kulde. Hænderne var heller ikke glatte og smidige som før, men var blevet kraftige, klodsede og nubrede som barken på et fyrretræ. I dem havde han en pakke og en langskaftet pibe.
Jeg var glad for at se ham, men vidste ikke helt hvordan jeg skulle bære mig ad, så jeg formåede kun at mumle:
”Runtu! Er det dig?”
Der var så meget jeg havde lyst til at sige. Det burde være strømmet frem som perler på en snor: kongehøns, dyndspringere, konkylier, mårjærve … Men noget holdt mig tilbage. Ordene satte sig fast i brystet, umulige at få frem.
Runtu blev stående med en blanding af glæde og sorg malet i ansigtet. Læberne bevægede sig, men han sagde ikke noget. Til sidst bøjede han hovedet og tiltalte mig med klar stemme:
”Herre …”
Jeg mærkede det isne i kroppen, for jeg vidste hvilken uoverstigelig mur der var skudt op mellem os. Stadig magtede jeg ikke at få et ord frem.
Han drejede hovedet og kaldte:
”Shuisheng, kom og buk for herren.” En dreng som hidtil havde skjult sig bag hans ryg, dukkede frem. Han lignede til forveksling Runtu for tyve år siden – bare lidt tyndere og blegere og uden sølvkæden om halsen.
”Det her er min femte. Han har ikke set så meget af verden endnu, så han er lidt sky …”
Mor kom nedenunder med Hong’er, sikkert fordi hun havde hørt vores stemmer.
”Jeg fik Deres brev, frue,” fortsatte Runtu. ”Jeg kan slet ikke beskrive min glæde da jeg hørte at herren var tilbage …”
”Nej hør, hvorfor nu pludselig så formel?” spurgte mor lystigt. ”Var I ikke engang bedste venner? Så burde du jo stadig kalde ham bror Xun.”
”Uha, nej. Fruen er virkelig alt for … Det ville ikke være passende. Dengang var jeg jo kun et barn og forstod mig ikke på former og etikette …” Mens han talte, prøvede han på ny at få Shuisheng frem og bukke, men barnet klyngede sig fast til hans ryg.
”Så det er lille Shuisheng? Din femte?” spurgte mor. ”Vi er alle fremmede så der er ikke noget at sige til at han er lidt genert. Det er nok bedst hvis han og Hong’er løber ud og leger.”
Hong’er gik straks hen til ham, og stik mod forventning fulgte Shuisheng med udenfor. Mor bad Runtu tage plads, og efter en kort tøven gjorde han som hun sagde. Så lænede han sin langskaftede pibe mod bordkanten og overrakte pakken.
”Om vinteren er der ikke så meget at gøre godt med,” begyndte han undskyldende. ”De her grønne bønner har vi selv tørret i solen. Så hvis herren vil tage imod dem …”
Jeg spurgte hvordan det stod til, men han rystede på hovedet.
”Skidt. Selvom min sjettefødte nu kan gå til hånde, er der aldrig nok at spise … Og så er der alle urolighederne … Folk kræver penge til højre og venstre, og ingenting er sikkert … Høsten fejlede også. Når man sælger sine afgrøder, er der så mange skatter og afgifter at man ender med at tabe penge. Men hvis man ikke sælger dem, rådner de jo bare …”
Han fortsatte med at ryste på hovedet. På trods af alle rynkerne var ansigtet fuldkommen fast – som var det hugget i sten. Han virkede tynget af bekymringer som han var ude af stand til at sætte ord på. Efter et øjebliks tavshed tog han sin pibe op og begyndte at ryge.
Mor spurgte hvor længe de regnede med at blive. Han svarede at de var nødt til at rejse allerede dagen efter fordi der var travlt derhjemme for tiden. De havde endnu ikke fået noget at spise så mor bad ham gå i køkkenet og finde noget til sig selv og Shuisheng.
Da han var gået, så mor og jeg på hinanden med et suk: Alle de børn, den udbredte hungersnød og de umådeholdne skatter – og dertil soldaterne, banditterne, myndighederne og godsejerne – havde vredet ham lige så tør som en trædukke. Mor foreslog at give ham nogle af de ting som vi alligevel ikke kunne have med. Han kunne selv få lov at vælge.
Samme eftermiddag udpegede han en håndfuld genstande: to langborde, fire stole, et røgelseskar, en lysestage og en bismervægt. Derudover spurgte han om asken i ildstedet (hos os brænder vi strå når vi laver mad, og asken er anvendelig som gødning i sandjord) som han foreslog at fragte hjem med båd efter vi var rejst.
Om aftenen sludrede vi lidt mere om løst og fast, men det var kun overfladiske formaliteter. Tidligt næste morgen drog han hjemad sammen med Shuisheng.
Yderligere ni dage gik, og dagen oprandt hvor vi skulle af sted. Runtu kom tidligt om morgenen, men denne gang uden Shuisheng. I stedet havde han en pige på omtrent de fem med til at holde opsyn med båden. Der var travlt hele dagen så vi nåede ikke at tale mere sammen. Mange var kommet for at sige farvel eller hente møbler – eller sige farvel oghente møbler – og da vi stod på båden om aftenen, var alt i huset væk, uanset alder, størrelse og beskaffenhed.
Mens vi drev gennem det tiltagende mørke, blev bakkerne på hver side dybsorte og forsvandt en efter en bag båden.
Hong’er sad med mig ved vinduet og stirrede på de konturløse omgivelser.
”Onkel!” spurgte han pludselig. ”Hvornår kommer vi tilbage?”
”Tilbage? Vi er jo knap taget af sted, og så vil du allerede tilbage?”
”Men Shuisheng inviterede mig hen og lege …” Han spærrede sine store, mørke øjne op, fortabt i tanker.
Mor og jeg følte os ilde til mode, og samtalen faldt igen på Runtu. Hun forklarede at Tofudronningen, frøken Yang, som dagligt var kommet på besøg mens vi pakkede, havde opdaget et dusin skåle og tallerkner i askebunken to dage tidligere. Der gik ikke mange øjeblikke før man regnede ud at det var Runtu som havde gemt dem der, så han ubemærket kunne tage dem med sig sammen med asken. Stolt af sin opdagelse strøg frøken Yang ud ad døren med hundestopperen (en hundestopper er en lokal anordning til hønsefoder, bestående af et træfad omgivet af tremmer: Høns kan stikke næbet igennem, men hunde bliver stoppet). Det var et under at hun løb så hurtigt på sine små, indbundne fødder.
Som min hjemstavns bakker og floder fortog sig i det fjerne, lagde jeg endegyldigt den gamle familieresidens bag mig. Men jeg følte intet savn. Jeg følte kun en dyb sorg over den usynlige mur som havde rejst sig omkring mig, og som afskar mig fra andre mennesker. Billedet af vandmelonmarken og den tapre dreng med sølvkæden, som hidtil havde stået så skarpt, falmede i takt med mit humør.
Mor og Hong’er var faldet i søvn.
Jeg lå og lyttede til vandet skvulpe mod bunden af båden, vel vidende at jeg satte ud på min egen vej i livet. Selvom Runtu og jeg lod til at leve i vidt forskellige verdner, var vores børn stadig ens. Havde Hong’er måske ikke lige nævnt at han savnede Shuisheng? Jeg håbede at det ville blive anderledes for dem, at de ikke på samme måde skulle blive fremmede for hinanden. Men jeg ønskede dem hverken min egen rastløshed eller Runtus apati, ej heller den selvoptagethed som kendetegner de fleste andre mennesker. De fortjente et nyt liv, et liv som vi aldrig selv havde kendt.
Antydningen af håb gjorde mig bange. Da Runtu bad om røgelseskarret og lysestagen, havde jeg trukket på smilebåndet over hans vedholdende overtro. Men var mit forfængelige håb ikke det samme? Den eneste forskel var at hans var håndgribeligt mens mit var fjernt og diffust.
Jeg døsede hen. En turkisgrøn sandstrand bredte sig ud for mine øjne, over den hang en gylden fuldmåne på en dybblå himmel. Håb, tænkte jeg, kan hverken bekræftes eller afkræftes. Det er som en sti i krattet der først tager form når tilpas mange mennesker bevæger sig samme vej.
Januar 1921
Sand & Jern / Oversættelse / Peter Damgaard