Lu Xun infiltrerer handelskrigen mellem USA og Kina


Da USAs vicepræcident Mike Pence holdt tale på Hudson Instituttet i Washington d. 4. oktober 2018, valgte han – givetvis som den første i Trump-administrationen – at citere Lu Xun:

Den store kinesiske historiefortæller Lu Xun begræd ofte at hans land “enten har set ned på udlændinge som bæster eller op til dem helgener, men aldrig som ligemænd.” I dag rækker Amerika sin hånd frem mod Kina; vi håber at Beijing snart vil række sin tilbage – med handling, ikke ord, og med fornyet respekt for Amerika. Men vi giver ikke efter før vores forhold til Kina er baseret på retfærdighed, gensidighed og respekt for suverænitet.

Citatet stammer øjensynligt fra Lu Xuns “Løse betragtninger nr. 48”, publiceret i tidsskriftet Ny ungdom i 1919 under pseudonymet Si og senere inkluderet i samlingen Lune vinde under forfatterens mere kendte alias. Som tallet i titlen antyder, var teksten del af en længere række “Løse betragtninger” der havde udgjort en fast klumme i det reformorienterede tidsskrift siden 1918. Formen var uforpligtende, og teksterne typisk korte, spydige diagnoser af aktuelle temaer. Lu Xun bidrog hyppigt til klummen, dog altid under mere eller mindre obskure pseudonymer.

I “Løse betragtninger nr. 48” kritiserer Lu Xun (eller Si) den haltende reformproces der trods revolutionen i 1911 endnu ikke havde formuleret noget reelt alternativ til kejsertidens årtusindgamle verdenssyn – et verdenssyn hvori Kina dikterede præmisserne for internationalt samkvem og var den eneste egentlige kulturbærer blandt en underskov af vasaler.

Som bekendt led dette verdenssyn utallige knæk op gennem den sidste halvdel af det nittende århundrede og frem til det tidspunkt hvor Lu Xun, få måneder inden Fjerde maj-demonstrationerne løb af stablen, skrev sine løse betragtninger ned. Men snarere end at tilpasse sig den ændrede geopolitiske virkelighed, stillede den republikanske regering – ligesom det sene Qing – sig til tåls med kortsigtede lappeløsninger der i ringere og ringere grad formåede at skjule den fremskredne forrådnelse.

Dette var naturligvis velkendt terræn for Lu Xun. Året forinden havde han karakteriseret kinesisk civilisation som grundlæggende kannibalistisk i sin debutnovelle “Idiotens dagbog”, og i dagene efter “Løse betragtninger nr. 48” så dagens lys påbegyndte han historien om “Kong Yiji” – en pessimistisk personifikation af en nation hvis forstokkede isolationspolitik havde efterladt den åndeligt og materielt forkrøblet og decideret umoden i mødet med den moderne verden.

Tematisk ligger “Løse betragtninger nr. 48” dermed også tæt op ad den senere, korte allegori “Den kinesiske mur” (1925): Begge kritiserer de Kinas indgroede ønske om at bygge fysiske og forestillede mure om sig selv for at holde omverdenen ude og værne om egne værdier. Det er en problematik der vækker foruroligende genklang den dag i dag – ikke kun i Kina: Kan man fastholde en “national essens” der er upåvirkelig af indflydelse udefra? Kan man inddæmme globaliseringens vilkår så de kun tilgodeser egne interesser? Kan man holde omverdenen ude med en mur eller, som i “Løse betragtninger nr. 48”, en flod? Formulerer vicepræsidenten her i virkeligheden en subtil kritik af sin egen administrations protektionisme og længsel efter svunden national storhed?

Bedøm selv: Se overstående video af Mike Pences tale på Hudson Instituttet og læs oversættelsen af “Løse betragtninger nr. 48”.

I slutningen af teksten bringer Lu Xun sit eget skjulte våben på banen med et citat fra Henrik Ibsens Brand (1865): “Alt eller intet!” Dog leveres sætningen på engelsk, så den er blevet stående i sin oprindelige form. Den idealistiske og kompromisløse præst i Ibsens stykke føjer endnu et niveau til dybden af vicepræsidentens udtalelser, dog ligger yderligere spekulation i den henseende uden for Sand & Jerns ekspertise og overlades hermed til andre interesserede.


Sand & Jern / Artikler / Peter Damgaard / Oktober 2018