Lu Xun, “Løse betragtninger nr. 48” (1919)

Sand & Jern / Oversættelse


Lu Xuns “Løse betragtninger nr. 48”, publiceret i tidsskriftet Ny ungdom i 1919 under pseudonymet Si og senere inkluderet i samlingen Lune vinde under forfatterens mere kendte alias. Som tallet i titlen antyder, var teksten del af en længere række “Løse betragtninger” der havde udgjort en fast klumme i det reformorienterede tidsskrift siden 1918. Formen var uforpligtende, og teksterne typisk korte, spydige diagnoser af aktuelle temaer. Lu Xun bidrog hyppigt til klummen, dog altid under mere eller mindre obskure pseudonymer.

I “Løse betragtninger nr. 48” kritiserer Lu Xun (eller Si) den haltende reformproces der trods revolutionen i 1911 endnu ikke havde formuleret noget reelt alternativ til kejsertidens årtusindgamle verdenssyn – et verdenssyn hvori Kina dikterede præmisserne for internationalt samkvem og var den eneste egentlige kulturbærer blandt en underskov af vasaler.


Løse betragtninger nr. 48

Siden tidernes morgen har kineserne kun haft to betegnelser for fremmede: enten bæster eller hærskere. Vi har aldrig kaldt dem venner eller sagt at de var ligesom os.

Men legenderne om den uoverkommelige Ruoshui-flod der beskytter Kina mod omverdenen viste sig at være løgn: Udlændige som ingen nogensinde havde hørt om før dukkede op, og efter få sammenstød indså man at “Mesteren sagde at i Odernes bog står skrevet …” måske alligevel ikke var så nyttigt og at man i stedet havde brug for reform.

Efter reformerne blev Kina stærkt og rigt. Man brugte det nye som man havde lært til at bekæmpe det nye som kom udefra, smækkede hoveddøren i og begyndte på ny at værne om det gamle.

Desværre var reformerne kun overfladiske og den lukkede dør blot en drøm. De nye ideer fra udlandet blev ved med at hobe sig op og vokse sig stærkere, samtidig med at “Mesteren sagde at i Odernes bog står skrevet …” syntes mere udhulet og ubrugelig for hver læsning.

Så i tillæg til de to tidligere betegnelser, har man nu fundet på en ny: “Vestlig vismand” – sommetider også kaldet “Vestlig lærd.”

Men selvom betegnelsen er ny, er tankerne bagved de samme. Man ønsker at tilegne sig den Vestlige vismands ekspertise, men man ønsker i endnu højere grad at fremme “Mesteren sagde at i Odernes bog står skrevet …” Man vil med andre ord opnå udenlandsk ekspertise for at værne om kinesiske skikke. Ekspertisen skal være ny, men tankegangen gammel. Den nye garde med den nye ekspertise og gamle tankegang skal bære den gamle garde med den gamle ekspertise og gamle tankegang og lade denne fortsætte sin prædiken som den altid har gjort. For at sige det ligeud, så er det man tidligere kaldte “kinesisk lærdom som fundament, vestlig lærdom til brug” blevet til “spring over hvor gærdet er lavest, find den gyldne middelvej.”

Sandt at sige er intet i verden så bekvemt. Hvis man er villig til at slå en okse ihjel, må man indse at man ved at ofre til Konfucius ikke længere kan pløje marken, og ved at spise kødet ikke længere kan malke koen. Hvordan skal det enkelte menneske kunne opretholde sin egen eksistens og dertil bære det traditionelle borgerskab – alt imens det fromt lytter til borgerskabets middelveje: Saml hænderne foran brystet om morgenen og giv hånd om aftenen, læs “Akustik, optik, elektronik og fysik” om formiddagen og “Mesteren sagde at i Odernes bog står skrevet …” om eftermiddagen.

De mest overtroiske individder i samfundet skal i det mindste kun bære rundt på deres helligdomme i religiøse optog. Gad vide om de “nyslåede helte” der læser “Akustik, optik, elektronik og fysik” vil være i stand til at bære eneboerne i de fjerntliggende bjerge og bagstræberne langs kysten mens de fortsætter ad den gyldne middelvej resten af livet?

Den “Vestlige vismand” Henrik Ibsen havde nok ment at de hverken kunne eller burde. Derfor vil jeg låne Brands ord til at sige:

“All or nothing!”


Sand & Jern / Oversættelse / Peter Damgaard / Oktober 2018