Den mægtige og forbandede Kinesiske Mur

Lu Xuns Opråb.  

Af Peter Damgaard. Artikel udgivet i Kinabladet, nr. 75, Vinter 2017, s. 8-9.

I 1925, da han var en anerkendt forfatter og essayist men ikke skyggen af den legende han skulle blive efter sin død, rettede Lu Xun blikket mod et af sit lands vægtigste kulturelle symboler – Den Kinesiske Mur:

Lǔ Xùn 鲁迅, 1930

”Et ingeniørarbejde som er aftegnet på landkortet og formodentlig kendt af enhver på jorden med blot et minimum af dannelse,” konstaterede han. Men det var langt fra murens storhed og berømmelse som sprang ham i øjnene:

 

I sidste ende formåede den kun at slide et utal af arbejdere til døde – den magtede aldrig at holde barbarerne ude. Selvom den i dag står som et levn fra fortiden, er der ingen udsigt til at den vil falde helt sammen, for man vil sikkert stadig holde den ved lige.

Jeg føler mig konstant omringet af Den Kinesiske Mur.
Den er lagt med fordums byggesten og renoveret med nye,
og sammen danner de det fæstningsværk som spærrer os inde.
Hvornår stopper vi med at lægge flere nye sten på?
Denne mægtige og forbandede Kinesiske Mur!

 

Metaforen kredsede om et af forfatterens foretrukne temaer: den kinesiske civilisations selvtilstrækkelighed. Det verdensbillede, som havde opretholdt forestillingen om Riget i Midten på tværs af skiftende dynastier og sikret Kina økonomisk, kulturelt og politisk herredømme i store dele af Østasien, var svagt netop som en følge af en overbevisning om egen styrke. Først efter Opiumskrigene i midten af det nittende århundrede indså man, at verden muligvis havde mere end ét centrum – eller, værre endnu, at det kinesiske Rige måske slet ikke lå i Midten, men at centrum var et helt andet sted.

Lu Xun havde været vidne til det mægtige Qingdynastis sidste ydmygende krampetrækninger, men mærkede samtidig nedturen på et mere personligt plan. Født i den østkinesiske by Shaoxing i 1881, så han den nye verdensorden afspejlet i sin oprindeligt velstående families økonomiske deroute, men særligt i forbindelse med farens skrantende helbred oplevede han et klart billede på den nationale lidelse: skønt sygdommen støt blev værre, insisterede faren på kun at indtage den traditionelle kinesiske urtemedicin. I forordet til sin første novellesamling Opråb beskriver Lu Xun, hvordan han som barn dagligt måtte til pantelåneren med familiens svindende besiddelser for at få råd til farens kostelige medicin: ”Rødder af tagrør hentet om vinteren, sukkerrør der havde udstået frost i tre år, originale fårekyllingepar, japansk ardisia som havde fået bær …” Farens insisteren, forstår man, var båret af samme indgroede selvtilstrækkelighed. Større åbenhed havde givetvis forlænget hans liv.

I et forsøg på at finde sin egen vej ud af selvtilstrækkeligheden rejste Lu Xun i 1902 til Japan for at studere medicin. Mens højere uddannelse i Kina stadig var baseret på tekster, der var mere end to tusind år gamle, havde man i Japan indført de vestlige videnskaber under Meiji-restaurationen (1867-69). I en kendt anekdote beskriver forfatteren, hvordan han en dag sammen med de andre i klassen fik vist lysbilleder fra den Russisk-japanske Krig, der var brudt ud i 1904 og hovedsageligt udspillede sig på det tidligere kinesiske territorium i Manchuriet. Et af billederne forestillede en formodet kinesisk spion, som sad bagbundet foran en gruppe mennesker og afventede at blive henrettet af den japanske hær. Lu Xun hæftede sig imidlertid mere ved de kinesere som stod og så på: de virkede alle i glimrende fysisk forfatning, men havde et apatisk blik i øjnene, som lægevidenskaben næppe var i stand til at afhjælpe: ”Uanset hvor stærk og hårdfør den er,” konkluderede den desillusionerede medicinstuderende, ”vil en uintelligent og tilbagestående befolkning aldrig formå at gøre sig som andet end meningsløse ofre eller passive tilskuere.” Sygdommen var i sindet snarere end i kroppen, og inden semesteret var slut, havde Lu Xun skiftet hovedfag til litteratur og begivet sig ud på den lange, snørklede vej, der skulle gøre ham til det tyvende århundredes vigtigste kinesiske forfatter.

Set i det lys, er det måske nærliggende, at sygdom løber som et gennemgående motiv i hans sparsomme skønlitterære forfatterskab – fra det eksplicitte, i blandt andet novellen ”Medicin,” til det mere tvetydige i debuten ”Idiotens dagbog.” I den førstnævnte historie fra 1919 følger man en fars bestræbelser på at kurere sin søns tuberkulose med en dampet bolle dyppet i menneskeblod, hvilken han har måttet betale for med hele familiens opsparing. ”Det er en stensikker kur! Noget ganske særligt!” får han at vide. På den ene side er novellen en karikeret kritik af den tilbagestående tilgang til lægevidenskab, som havde ærgret forfatteren siden barndommen. Men antydningen af kannibalisme i forbindelse med indtagelsen af den bloddryppende bolle havde samtidig en helt særlig betydning i Lu Xuns forfatterskab, en betydning, der var blevet etableret allerede i hans første novelle.
”Idiotens dagbog” fra 1918 var ikke bare Lu Xuns skønlitterære debut, men et værk der siden har opnået bred anerkendelse som det første stykke ”moderne kinesisk litteratur”, først og fremmest fordi det var skrevet på talesproget baihuai stedet for det klassiske litterære sprog wenyan, men også på grund af dets rungende socialkritik og eksperimenterende fortælleform. Datidens progressive intellektuelle betragtede wenyansom et ”dødt sprog”, der for længst havde bevæget sig så langt væk fra daglig tale, at det var forbeholdt en eksklusiv elite af det veluddannede borgerskab: sproget i sig selv manglede kapacitet for forandring og forbindelse til det ”virkelige” liv, i lighed med den måde Latin havde udspillet sin rolle på i Europa.

Novellen indledes imidlertid af en kort rammefortælling på wenyan, der tilskriver de følgende dagbogsoptegnelser på baihuaen gammel ven som angiveligt led af ”en form for forfølgelsesvanvid.” I dennes øjne var man i Kina ikke tilfreds med kun at spise boller dyppet i menneskeblod, snarere var hele den sociale struktur bundet op på kannibalisme. Mens denne betragtning får ham stemplet som sindssyg, aner man, at han måske i højere grad er den eneste forstandige. De formodede kannibaler omkring ham udviser samme apati som tilskuerne på lysbilledet: de dukker hovedet og gør som alle andre, uden nogen synlig refleksion over deres handlinger.

Som det blev antydet af Lu Xuns blik på den Kinesiske Mur, lå forfatterens egne synspunkter ikke langt fra den vanvittiges. Kina var omringet af en mental blokade, som hæmmede landets udvikling, men stadig bakkede alle på tværs af sociale skel tilsyneladende op om denne særlige barrieres ubetingede storhed og så det som aldeles indlysende fortsat at forstærke den. Indtil sin død i 1936 arbejdede Lu Xun for at bryde den ned, og allerede året efter udgivelsen af ”Idiotens dagbog” satte Fjerde Maj demonstrationerne gang i en mere omfattende revaluering af den mægtige og forbandede kinesiske civilisation. For som forfatteren afsluttede novellen var der stadig håb for børnene, der endnu ikke var så påvirkede af den herskende socialmoral, at de havde udviklet sig til kannibaler. Og i den forstand var der en sprække i muren: ”Frels børnene …”


Artikel / Peter Damgaard / Vinter 2017